Skip til hoved indholdet
    Hjem Granly

Granly

Velkommen til Granly

Vores børnehus består af en vuggestue med 26 børn fra 0-3 år og fordelt på 2 stuer, Sommerfuglene og Mariehønsene. Børnehaven består af 50 børn fra 3-6 år og disse er fordelt på stuerne Uglerne, Spætterne og og Rokketænderne.

Granly ligger smukt placeret i naturskønne omgivelser med skov, sø, park og kunstcenter i ”baghaven” og alligevel tæt på byen.

Vores børn leger i fantastiske omgivelser på Silkeborgs smukkest placerede legepladser med frisk luft og fuglekvidder, langt fra bilos og støj.

Da vi ligger midt i skoven, er det naturligt for os at have et stort fokus på Natur og Udeliv. Vi har i flere år samarbejdet med Friluftsrådets Grønne Spirer. Dette betyder øget fokus på aktiviteter i og omkring naturen.

Læs mere om Granly

Vuggestuen har 26 børn fordelt på 2 stuer, Sommerfuglene og Mariehønsene. Dagen starter altid op fælles, men kl. ca 8 deler gruppen sig, så vi opnår mest mulig ro og nærvær med børnene.

Vi prioriterer opstarten meget højt, da det viser sig, at en god start vil lette overgangen fra den trygge base i hjemmet til vuggestuen betydeligt. Vi opfordrer til mange korte besøg i vuggestuen, så både de voksne og de fysiske rammer bliver kendt for barnet.

De yngste i vuggestuen følger deres egen rytme, men vi forsøger at skabe en nogenlunde ens struktur med faste måltider og soverytme. Dog vil der altid være børn, der i overgangsperioder vil følge deres egen rytme, og det er der også plads til.

De ældste vuggestuebørn vil følge husets struktur omkring måltider, aktiviteter og middagslur.

Børnehaven har pt. 3 grupper. 2 for de yngste børnehavebørn: Uglerne og Spætterne. De ældste børnehavebørn er Rokketænder. Grupperne vil altid starte dagen sammen i vuggestuen indtil kl. 7.00-7.15, hvor de samles hos Spætterne på 1. sal. Kl. 8.30 deler vi os i børnehaven og går på hver vores stue. Vi forsøger at skabe mest muligt ro omkring børnene med mest muligt nærvær fra de voksne.

Inden barnet skal flytte fra vuggestuen op i børnehaven, vil der være en periode, hvor den voksne fra vuggestuen sammen med barnet besøger børnehaven. Efter et stykke tid vil børnehaven invitere barnet på besøg uden den voksne, og overgangen vil dermed blive lettere for både barn og forældre.

Når barnet starter i børnehaven, får det tildelt en ”storeven”. Det er en af de større børn, der skal være opmærksom på det ”nye” barn og hjælpe med at vise rundt og fortælle lidt om, hvordan vi gør tingene i gruppen.

De voksne har fordelt børnene i mellem sig, så I som forældre ved, hvem der er kontaktpædagog for jeres barn. Dette for at sikre en tæt kontakt til jer forældre, men det betyder ikke, at de andre voksne ikke kan kontaktes ved behov.

I Daginstitutionen Virklund-Sydbyen skaber vi sammenhæng i barnets hverdag. Vi vægter et godt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene, så barnet vil føle overgangen fra det ene miljø til andet som en naturlig del af hverdagen. Når barnet skal starte i vuggestuen, kommer barnet hjemmefra den trygge base ved mor og far. Der vil ofte være en naturlig skepsis hos barnet over at skulle afleveres til ”nye” voksne i vuggestuen, og for forældrene vil det ofte være følelsesmæssigt svært, så for at lette opstarte, har vi gjort os tanker omkring, hvordan vi tager imod barnet på den bedste måde for forældre og barn.

Kommer barnet fra dagplejen, vil der ligeså være fokus på, hvordan overgangen fra dette miljø til børnehaven tilrettelægges bedst muligt for barn og forældre.

Forskningsmæssigt ved vi, at mange små besøg i vuggestue eller børnehaven vil lette overgangen betydeligt. Forældrene kan, efter at de har fået tildelt en plads, tage kontakt til børnehuset og aftale tidspunkt for det første besøg. Det kan ske max. 2 måneder før opstart. Forældrene kommer på besøg med barnet på nogle nærmere aftalte tidspunkter, måske kun ½ time ad gangen hver uge inden opstart. Det er her muligt for barnet at få en fornemmelse af de nye rammer, de voksne, børnene, duftene, lyde, og legetøjet. Forældre og barn deltager i det, der foregår, men der er ingen service forbundet med besøget. Pædagogerne tager sig af de børn, der går i vuggestuen/børnehaven, men barnet vil alligevel få en følelse af, at denne ”nye” kontakt er i orden.

AULA:
Som forældre skal I trykke jeres børn ind på den digitale skærm, der hænger i gangen i børnehaven. Ligeledes skal I trykke jeres barn ud, når I henter. I kan indhente en APP på jeres smartphone, så I hjemmefra kan melde barnet syg eller fri. Der vil af og til være beskeder, I kan læse på skærmen eller på jeres mobil.

Stamkort:
Når barnet starter i Granly, skal I udfylde et stamkort med kontaktoplysninger mv. Husk at meddele os, hvis I har adresse- eller telefonændringer. Vi vil også gerne bede om jeres mailadresse, så vi kan sende jer nyhedsbreve og andre informationer.

Aflevering og afhentning:
Det er vigtigt, at I altid siger goddag og farvel, når I henter eller afleverer jeres barn.
Børnehaven overtager ansvaret for jeres barn, når I går om morgenen. Derfor er det vigtigt, at I får kontakt til en personale, inden i går. Om eftermiddagen er det vigtigt, at I sammen med barnet får sagt farvel til en personale.
Det er selvfølgelig jer som forældre, der afgør, hvor megen tid og hvor mange ritualer afleveringen kræver. Det er dog vores erfaring, at for et barn, som har svært ved at sige farvel, bliver afskeden mindre smertefuld, hvis den gøres kort. Det kan være nødvendigt at tage en snak med pædagogen, så afskeden kan udvikle sig til noget godt.Grib altid fat i en af os, hvis vi skal hjælpe. Har barnet været ked af det ved afleveringen, må I altid gerne ringe senere og høre, hvordan det går.

Sygdom og fravær:
Det er af og til svært at vurdere, hvornår jeres barn er for sygt til at komme i børnehave. Ud over feber vil det være en vurderingssag.
Kan jeres barn indgå i leg og i de planlagte aktiviteter på lige fod med de andre børn, kan de være i institutionen.
Vurderer vi, at jeres barn er utilpas, vil vi ringe efter jer. Det er derfor vigtigt, at I altid har opdateret jeres telefonnumre hos os, både til arbejde og privat.
Hvis jeres barn har haft en smitsom sygdom (f.eks. skoldkopper), vil vi meget gerne vide det, så vi kan hænge et opslag op til de andre forældre.

Medicin:
Vi giver ikke medicin til syge børn (receptpligtig medicin). Skulle jeres barn have et specielt behov, kan vi tale om det.

Påklædning:
Det er vigtigt, at barnet er hensigtsmæssigt klædt på, så det frit kan udfolde sig ude som inde samt i forhold til barnets selvhjulpenhed.

Udetøj:
Da vejret varierer meget, er det vigtigt, at barnet altid medbringer udetøj, der passer til årstiden. Regntøj og gummistøvler bør altid være i barnets garderobe. 

Skiftetøj:
Barnet skal altid have mindst et sæt skiftetøj i barnets kurv. Er barnet ved at blive renlig, skal der være en del tøj at skifte med.

Dyner og bleer:
Vuggestuen sørger for dyner, tæppe m.m.
Vuggestuebørn skal ikke medbringe bleer.
Børnehavebørnene medbringer selv bleer.

Navn på:
Alt tøj, huer, vanter, sko, madkasser osv. bør være forsynet med navn. Institutionen påtager sig ikke ansvaret for bortkomne ejendele. Husk altid at fjerne snore fra børnenes overtøj eller trøjer.

Oprydning i garderoben:
Det er vigtigt for jeres barns selvhjulpenhed, at I holder jeres barns garderoberum i orden, og at I hver dag efterlader det opryddet. Det er vigtigt, at børnene kan se, hvad de har på rummet, at tøjet er vendt rigtigt, så er det nemmere for dem selv at tage det på. Børnenes tøj, sko, støvler osv. skal hænges op og stilles på plads på hylden, så der kan blive gjort rent på gulvet.
Efterladt tøj og sko på gulvet, bliver lagt i en kurv i garderoben. Op til ferie beder vi jer tømme garderoberummet, så vi kan få gjort rent.

Eget legetøj:
I børnehaven må børnene gerne have legetøj med om fredagen. Husk navn på. Vi tager dog ikke ansvar for børnenes legetøj.

Børnefødselsdage:
Vi vil meget gerne holde børnenes fødselsdage. Forældre og personale aftaler, hvordan og hvornår det skal foregå, og vi pynter op med flag, lys m.v. Forældre er meget velkomne til at deltage i fødselsdagen.

I Daginstitutionen Virklund vægter vi samarbejdet med forældre højt. Vi ser institutionen som barnets andet hjem, og vi finder det vigtigt for barnet, at der er sammenhæng mellem de to miljøer.

Når barnet skal starte i enten vuggestue eller børnehave vil det være godt i god tid inden opstart, at komme i institutionen med mor eller far. Det kan være besøg af ½ time, det kan foregå på stuen eller på legepladsen, det har en stor betydning for barnet, at der skabes en tryghed ved både de mange børn, de voksne og de fysiske rammer. Går barnet i dagplejen, opfordres dagplejen til at besøge børnehaven så ofte som muligt.

Den gode og tillidsfulde kontakt mellem forældre og de voksne i børnehaven, vil give en stor tryghed og sammenhæng i barnets to miljøer.

Så snart forældre får besked om en plads i institutionen, vil forældrene kunne ringe og aftale de første besøg.

Når institutionen har bestemt, hvilken gruppe barnet skal tilhøre, sendes et velkomstbrev mv, hvorefter forældrene tager kontakt med gruppen for et besøg og en samtale om opstart.

Forældremøder:
Hvert efterår afholder vi forældremøde. Her tages temaer op, der omhandler barnets hverdag i børnehuset, pædagogiske overvejelser, forældre og personale kan drøfte med hinanden. Denne aften afholder vi også. valg til den fælles forældrebestyrelse i Daginstitutionen Virklund-Sydbyen.

I Granly har vi et Aktivitetsudvalg, der består af forældre, der bl.a. står for nogle arrangementer i løbet af året, hvor forældre kan deltage sammen med deres børn.

 

I Granly har vi kostordning, som er delvist finansieret af forældrene og skal til vælges hver 2. år af forældregruppen.

I Granly vægter vi økologi, sæsonens råvarer og en varieret sund kostplan. Vi har sølvmærket i økologi, som betyder, at 60 til 90 procent af de råvarer, køkkenet bruger, er økologiske.

Vores måltider skal være hyggelige stunder, hvor børnene motiveres til at smage på maden. ”Mad-mod” er et grundlæggende udtryk og betyder, at vi under måltiderne opfordrer børnene til at smage på alt, hvad der bliver serveret, således at børnenes smags-sanser udvikles. Rent videnskabeligt siger man, at man skal smage op til 12 gange på nye råvarer, før barnet vil kunne lide det. Der vil dog altid være et alternativ i form af rugbrød med smør, så ingen går sultne fra bordet. 

Inden måltidet tales der om den mad, der serveres. Hvad spiser vi, hvilke grønsager bruger vi, hvordan ser de ud, dufter de osv.

Vores måltider:
Vi forsøger at lave maden fra bunden, fordi vi på den måde kan:

  • Spare på saltet.
    • ved at lave så meget som muligt af maden fra bunden, undgår vi mange af de produkter, der indeholder skjult salt: grød, brød, kiks, pålæg, morgenmadsprodukter osv.
    • Der vil blive brugt sukker ved særlige lejligheder: fastelavn, husets fødselsdag, bedsteforældredag o. lign. Altid i begrænset mængde.

  • Spare på sukkeret. 
    • Vi bruger sukker som krydderi i maden, derudover bruges det som smag i øllebrød, på havregrød, i kanelsukker og i frugtgrød og marmelade. Men altid i begrænset mængde.

  • Undgå unødige tilsætningsstoffer.
    • Ved at lave maden fra bunden af økologiske råvarer minimerer vi mængden af tilsætning og farvestoffer.

  • Undgå kunstige sødestoffer.

  • Vælge ordentlige fedtstoffer.
    • Vi bruger som udgangspunkt kun koldpresset olier, smør til madlavningen og et smørbart produkt til at smøre på brødet.

  • Vælge fuldkorn.
    • Fordi de indeholder vigtige kostfibre, vitaminer og mineraler. Fuldkornsprodukter giver en længere mæthedsfornemmelse samt et stabilt blodsukker.

  • Variation
    • Sæsonens råvarer
    • Forskellige kødtyper (okse, gris, kylling og fisk)
    • Menuer der veksler imellem kolde-, lune, - og varme retter.
    • Forskellige teksture.

  • Undgå madspild
    • Som en naturlig konsekvens af institutions økologiske spisemærke, har vi et øget fokus på madspild og i at reducere dette til et minimum.


Det økologiske spisemærke:
Institutionen har det økologiske spisemærke i sølv, dette betyder at vi som minimum bruger imellem 60-90 % økologiske råvarer (målt på vægt). Dog tilstræbes det, at vi indkøber så mange økologiske råvarer som overhovedet muligt kun begrænset af udbud og økonomi.

Daginstitutionen Virklund-Sydbyen skal medvirke til at børnene får gode vaner omkring måltiderne og øge børnenes kendskab og lyst til sund mad. Ofte er børnene forbeholden overfor nyt mad, men vi motiverer børnene til at smage og vores oplevelser er, at de efter en tid, ofte kan lide det ”nye”.

Alle måltiderne indtages under en rar og hyggelig atmosfære, hvor der er rum til at tale sammen, tid til at lytte til hinanden, både mellem børnene og mellem børn og voksne. Under måltiderne har vi fokus på almindelig bordskik, så som at spørge om maden, række hinanden maden m.v.

Vi forsøger at lære børnene gode hygiejniske vaner, som f.eks. at vaske hænder, før og efter vi spiser mad. Det er vigtigt at vi forebygger en del smitsomme eller fødevarebårne sygdomme.

Der indarbejdes rutiner, hvor børnene deltager i borddækning og oprydning. 

Frokost:
Der er frokost ca. kl 11-11.30, børnene spiser i deres respektive grupper, udenfor hvis vejret tillader dette.
Frokosten varierer mellem; vegetarretter, rugbrød med pålæg og varm mad. Der serveres vand til frokosten.

Mellemmåltider:
Der serveres mellemmåltid om formiddagen i vuggestue og børnehave, her serveres der vand og mælk til vuggestuen og børnehaven har deres egen drikkedunk med. 
Til eftermiddagsmåltid medbringer alle børnene selv madpakke og drikkedunk.

Allergi:
Vi vil, så vidt det er muligt, tage hensyn til børn, der har allergi. Men hvis vi ikke i tilstrækkelig grad kan tilgodese et barn med allergi, er det forældrenes ret at fravælge kostordningen. Dette gøres ved at aflevere en ansøgning om fritagelse + en lægeerklæring. Hvis et barn fritages, skal forældrene selv sørge for mad til alle måltider.

Det pædagogiske tilsyn er ét ud af flere tilsynsformer i Dagtilbud i Silkeborg Kommune. Det pædagogiske tilsyn udføres af forvaltningen både i kommunale, selvejende og private daginstitutioner.

Det pædagogisk tilsyn har to overordnede funktioner; at kontrollere og udvikle den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet. Rammen for pædagogisk tilsyn i Silkeborg Kommune udarbejdes af forvaltningen, således der er sammenhæng med de fælles kommunale indsatser daginstitutionerne arbejder med.

I de kommunale daginstitutioner udføres tilsynet hvert år i skiftende børnehuse. Hermed sikres, at alle børnehuse får minimum et tilsyn hvert andet år. Tilsynsrapporterne for de kommunale institutioner vil efter tilsynet blive offentliggjort på deres lokale hjemmesider.

Daginstitutionen Virklund-Sydbyen

En institution i Silkeborg Kommune

Kontakt